”Man kunne have ønsket sig at en udstilling så flot som denne her var ledsaget af et virkeligt stykke forskning i kataloget – især hvad angår Jorn, som jo ude i den store verden ses som noget i retning af den sidste af de gamle, i hvis værk det nye begynder.
Og så venter vi for øvrigt på Louisianas vinterudstilling, hvor Jorn møder Pollock”
Peter Laugesen har anmeldt Jorn-Picasso udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg i Information, og på trods af det lille afsluttende suk, som han er citeret for herover, er han meget tilfreds med udstillingen om end han antyder, at den er ”tyndt bygget op” omkring de to kunstneres eneste møde, der fandt sted i Antibes lige efter 2. Verdenskrig.
Personligt finder jeg iscenesættelsen af udstillingen ret sammenpresset. Især når publikum strømmer til på en søndag ved middagstid, bliver følelsen i de til lejligheden labyrintisk opbyggede udstillingsrum ret klaustrofobisk.
Jeg må gense udstillingen på en forblæst tirsdag formiddag.
Gengivelsen af to turtelduer er fra en litografi af Picasso fra 1946.