lørdag den 12. oktober 2013

Vi må mene, hvad vi vil...

”Folk må jo mene præcist, som de vil – og det skal de sandelig også give udtryk for”
 
Udtalelsen er fremsat på TV2 Østjylland af Hendes Majestæt Dronning Margrethe i forbindelse med den netop åbnede udstilling med hendes og prinsgemalens værker på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
 
Så er spørgsmålet blot, om anmelderkorpset ærligt giver udtryk for deres holdninger – eller om de blot giver en passende sludder for en sladder, som det var tilfældet, da regenten for et par år siden udstillede på Arken i Ishøj, hvor en enkelt anmelder faktisk hævdede, at en sådan udstilling ikke kunne anmeldes på de samme præmisser som øvrige udstillinger. Og dét er vel noget af en påstand?
 
Iscenesættelse er naturligvis vigtig i forhold til kunstudstillinger, og mon ikke folkene på ARoS har sørget for at få dronningens og prinsens værker præsenteret nydeligt?
 
Det må man formode…