torsdag den 2. januar 2014

Kvium og de andre

På kunstportalen Kunsten.nu har man netop lavet en opgørelse over, hvilke artikler, der har været de mest læste på websitet i løbet af 2013. 

Med faren for at virke tilbageskuende frem for fremsynet, vil jeg lige benytte lejligheden til at kommentere, hvad læserne har fundet interessant i det forløbne år. Her må man sige, at én person – eller rettere én kunstner – fylder pænt: Michael Kvium er interessant for læserne! 

Det samme er John Kørner og Thomas Kluge. Sidstnævnte dog udelukkende i kraft af sit gruppeportræt af de kongelige, som jeg også har beskæftiget mig med på siden her. 

For både Kørners og Kviums vedkommende er deres tilstedeværelse et udtryk for, at de begge på et tidspunkt har optrådt som ”ugens kunstner” hos Kunsten.nu; men i tilfældet Kvium har en stor udstilling på kunstportalens navnesøster Kunsten i Aalborg spillet en afgørende rolle. Et interview med kunstneren i anledning af udstillingen ’Real Monsters’ indtager pladsen som den mest læste i det forgangne år. 

Man kan måske blive en anelse overrasket over, at skribenten Line Rosenvinges klumme om musikeren og maleren Johnny Madsens udsmykning af Liberal Alliances gruppeværelse på Christiansborg er læst af så mange; men her spiller nogle kulturpolitiske problematikker naturligvis ind. 

I den mere sladderbladsagtige afdeling hører senvinteren og forårets ballade i Kunsthal Aarhus. Denne medførte både en fyring og en genansættelse af kunsthallens kunstneriske leder; men nu skulle der angiveligt være ro over foretagendet på udstillingsstedet i J.M. Mørks Gade i hjertet af Aarhus. 

I det hele taget synes det som om, at det læserne gider beskæftige sig med, er væsentlige samtidskunstnere, tvivlsomme dispositioner i den kulturelle verden samt de kongelige. Men sidstnævnte kun, hvis en superrealistisk maler har fremstillet dem som monstre. 

Dronningen og prinsgemalen er som bekendt udstillingsaktuelle på ARoS; men hvor interessant dét lige er, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Gengivelsen er et maleri med titlen 'Big Foot' af Michael Kvium fra 2012.