Rabler det nu fuldstændingt for blogskriveren? Enhver ved jo, at VM i fodbold begynder midt i juni i Brasilien, og dette arrangement har som bekendt ikke Danmark som deltager, da man herhjemme holder fast i seniorsegmentet, både hvad angår landstræner og spillere.
Til gengæld er der danske hold med, når verdensmesterskabet i triolektisk fodbold løber af stablen i Silkeborg d. 24. maj.
Arrangementet, der finder sted på Silkeborg Kammeraternes Sportsklubs baner ved Mariehøjkirken, er blevet til i et samarbejde mellem Museum Jorn, Silkeborg Kommune og Three Side Football Federation.
Kort fortalt handler triolektisk fodbold om fodboldkampe spillet på en sekskantet bane med tre hold som deltagere.
En kamps vinder er det hold, der har fået scoret færrest mål imod sig, hvilket kunne inspirere holdene til at spille henholdende og defensivt.
Jeg har imidlertid set denne variant af fodbold udført, og der er fuld fart på fra første fløjt. Taktikken er uoverskuelig og spillet forvirrende at følge; men underholdningsniveauet er højt.