Der er noget, der tyder på, man kan komme
på værtshus med Rose Eken på Charlotte Fogh Gallery ved Gallery Night Aarhus
2014 (foto: Charlotte Fogh Gallery)
Jeg skal
love for, at udstillingssæsonen er blevet grundigt skudt i gang i Østjylland.
Jeg
har beskrevet de aktuelle udstillinger i Kunsthal Aarhus på denne blog tidligere, og
fredag d. 22. august er det muligt at genopleve en nyere tradition, som er
blevet lanceret i Aarhus de senere år.
Galeri MøllerWitt, Charlotte Fogh
Gallery, Galleri Profilen, Galleri Image og Galleri Jacob Bjørn har i
fællesskab taget initiativ til Gallery Night Aarhus 2014, og skægt nok åbner
alle gallerierne vistnok nye udstillinger på netop denne dag.
Jeg ser frem til
at opleve Rose Eken hos Charlotte Fogh. Eken er blevet kendt for at lave små
tableauer med motivisk udgangspunkt i rock-grej og hvad man i øvrigt kan finde
i et øvelokale.
For nogle år siden kunne man se udstillinger, hvor hun havde
lavet modeller af et kæmpe antal trommesæt fra rockhistorien - og disse
modeller følte jeg mig meget underholdt af.
Anette Harboe Flensburg er nok
kendt af de fleste kunstinteresserede, og hun åbner separatudstilling hos
Galerie MøllerWitt med titlen 'Down the Corridor'. Flensburg har i de seneste
år mest beskæftiget sig med rummet og perspektivet i maleriet.
Jacob Bjørn
afholder en form for preview på et nyt galleri, som han åbner 20. september på
Ceres-grunden i det centrale Aarhus.
Galleri Profilen viser grafiske arbejder
af Asger Jorn og Henry Moore, og i Galleri Image kan man se en udstilling
med den brasilianske fotokunstner Rodrigo Braga.