søndag den 3. august 2014

Philip Guston - painting smoking eating






"Der er kun tilbage at male mit liv, mine drømme, omgivelserne, vanskelighederne, desperationen, Musa - kærlighed, behov. Bliver ved med at ødelægge ethvert forsøg på at male billeder eller tænke på kunst. Hvis nogen bryder ud i latter foran mine malerier, så er det præcis det jeg ønsker og forventer" Philip Guston, 1972

Jeg har tidligere her på blog'en beskæftiget mig med den amerikanske maler Philip Guston (1913-1980), der var et produkt af den amerikanske abstrakte ekspressionisme i 50'erne, hvorpå han foretog et bemærkelsesværdigt stilskifte i de senere år af sit liv. 

Nu blev hans billedverden affødt af groft udførte malerier, der for det meste var inspireret af de ting, han fremhæver i udtalelsen, der kan læses herover. 

Guston er udstillingsaktuel på kunstmuseet Louisiana og mon ikke, der netop er en og anden blandt  publikum, der bryder ud i latter, når de konfronteres med Gustons besynderlige motivverden? Jeg tror det! 

Den omtalte "Musa" er i øvrigt Gustons datter Musa Mayer, som bl.a. har skrevet en biografi om faderen.