Hvad har kunstsamlere i Holstebro indkøbt af kunst de sidste mange år?
Måske er dét spørgsmål ikke det mest stillede; men ikke desto mindre giver Holstebro Kunstmuseum fra d. 20. september bud på nogle svar.
Udstillingen 'MIN SKAT - Kunst i Privateje' viser en bred vifte af kunstværker, der i sagens natur ikke til dagligt er offentligt tilgængelige. Der er tale om alment anerkendte kunstnere fra ca. 1930 og frem til i dag.
Blandt værkerne finder man navne som Cobra-malerene Jorn, Alechinsky, Bille, Heerup og Appel samt fra samtidsscenen Michael Kvium (billedet: 'The Twist of Memory', 2003), Christian Lemmerz, Lars Nørgård, Erik A. Frandsen og Kaspar Bonnén.
Udstillingen kan ses på Holstebro Kunstmuseum frem til d. 23. november.