(Pressefoto: Nils Stærk)
Et interessant debatindlæg har for nyligt set dagens lys på portalen Kunsten.nu - og indlægget handler for dén sags skyld ikke om portalen eller dens redaktionelle linie; men derimod om en anmeldelse som debattens ophavsmand, Torben Sangild, har foretaget i dagbladet Politiken.
Sangild giver skulptøren Tove Storchs udstilling hos Galleri Nils Stærk (billedet) fire hjerter og er overvejende positiv over for udstillingen og Storchs værker, der består af et antal kasseformede skulpturer tilsyneladende udført i rustent stål. Disse suppleres med nogle enheder, der optræder på gulvet i galleriet i samme materiale.
Så langt så godt! Men anmeldelsen har tilsyneladende provokeret en unavngiven dansk akademiuddannet kunstner så meget, at han har sendt adskillige smædemails til Torben Sangild, hvor han beskylder anmelderen for at gå galleriernes ærinde og i øvrigt kalder ham "galleriernes lakaj og lejesvend"!
Det hele begynder med "Jf din saakaldte KUNST anm i politiken - du har knald i laaget". Sådan fortsætter det - og den protesterende fortsætter sin svada og spørger om, hvad Sangild har fået for at rose udstillingen - og anfører herefter, at Ekstrabladets nu afdøde kunstanmelder Alex Steen modtog whisky i kassevis fra udstillingsstederne, når han havde skrevet pænt om en kunstudstilling.
Min pointe er, at en kunstanmelder til enhver tid bør kunne stå til regnskab for sine iagttagelser; og hvor mange af den slags mails kunstanmeldere i danske dagblade får, kan jeg i sagens natur ikke vide; men blot skabe en erindring om, at et antal kunstnere reagerede på en overordnet negativ anmeldelse, jeg foretog i et magasin for længe siden.
Disse valgte dog at skrive deres reaktion på en sober måde i det efterfølgende nummer af magasinet - og sådan burde den fornærmede læser naturligvis have ageret frem for at sende rasende mails til anmelderen.
I øvrigt fremstår Sangilds kritiker anonym; men det er tydeligt, at disse mails er skrevet på et tastatur uden æ, ø eller å. Hermed kan man konkludere, at vedkommende sidder et sted i udlandet og har ondt i røven over, hvad der foregår på den københavnske kunstscene. Der befinder sig f.eks. mange danske kunstnere i Berlin.
Ifølge Torben Sangilds artikel på Kunsten.nu er det ikke første gang, at han modtager hademails; men han er samtidigt også indstillet på, at man - når man har en mening, og udtrykker den - må stå til regnskab. Og han påpeger, at man heller ikke altid kan påregne en velargumenteret kritik. Men hvorfor egentligt ikke?
Jeg vil besvare spørgsmålet ved at henvise til denne teksts overskrift.