Herhjemme er et oplagt eksempel den koloristforvirrede sanger Johnny Madsen fra Fanø - og for ikke det skal være løgn har hans navnebror med efternavnet Reimar efter sigende også fundet interesse i maleriet. Sikke en fest?
Internationalt er det nok Bob Dylan, der har vakt mest opmærksomhed - bl.a. med en udstilling på Statens Museum for Kunst.
For nyligt udgav Neil Young (det øverste billede) en selvbiografi - og dette litterære værk er sandsynligvis den mest ubehjælpsomme livsbeskrivelse, som JEG i hvert fald mindes at have læst.
Den litterære begrænsning forhindrer dog ikke Young i at udstille som billedkunstner. Aktuelt er det Robert Berman Gallery i Santa Monica, Californien, der udstiller en serie akvareller af Neil Young.
Kunstnerens fascination for automobiler kommer klart til udtryk i motiverne. Om det er godt eller dårligt, vil jeg ikke komme nærmere ind på; men mon ikke Youngs indflydelse som musiker og sanger har været medvirkende til, at udstillingen er kommet på plads?
Samme galleri har i øvrigt trompet-ekvilibristen Herb Alpert i sin stald. Alpert har i de senere år haft en vis succes som skulptør.