Et kunstværk - et maleri - fremstår ikke altid, som da det blev produceret.
Politikens ihærdige og til stadighed opsøgende journalist Camilla Stockmann har netop sat fokus på emnet i avisen, hvor temaet blandt andet er det berømte maleri af Christen Købke 'Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro'.
Gennem årene har man troet, at der var tale om et maleri, der skulle skildre lokaliteten ved solnedgang; men nu har undersøgelser imidlertid vist, at maleriet forestiller området ved højlys dag, og at en kraftig effekt af sollys har ændret billedets overflade og "udvisket" et stort antal blå farvepigmenter på overfladen.
Maleriet hænger til dagligt på Statens Museum for Kunst, og her erkender museumsinspektør Kaper Monrad, at man må redefinere billedet i forhold til Købkes øvrige produktion.
I samme udgave af Politiken sætter Stockmann fokus på Van Goghs malerier, der af nutiden vel betragtes som stærkt farvemættede. Dette er dog ikke noget imod, hvordan malerierne så ud, da de forlod kunstnerens hånd der sidst i 1800-tallet.
Således fremstår de berømte solsikke-malerier ikke nær så gule i dag, som de gjorde dengang (billedet nederst til højre).
Lyset har ganske enkelt nedbrudt de gule farver i malerierne, så de nærmest fremstår brunlige.
Det samme fortæller tidligere malerikonservator ved Kröller Müller Museet i Holland, Jørgen Wadum, om visse røde farver, som Van Gogh bl.a. brugte i sine malerier. Wadum er i dag bevaringschef på Statens Museum for Kunst.
I disse tilfælde kan man glimrende bruge vendingen "things ain't what they used to be".
Statens Museum for Kunst har prøvet at lave en manipulation af Christen Købkes maleri fra Sortedamssøen (det øverste billede) - og her ser man tydeligt, hvordan maleriet kunne have fremstået oprindeligt (t.h.), og hvordan det fremstår i dag (t.v.)