tirsdag den 20. januar 2015
Kurt Trampedach - en retrospektiv udstilling
I princippet kan man vel dybest set kun lave retrospektive udstillinger med en kunstner, som er død? Sådan bør det i hvert fald forholde sig, hvis man skal vise et forløb, der strækker sig over hele karrieren.
For tiden viser Randers Kunstmuseum 'Kurt Trampedach - in Memoriam', og den har bestemt en retrospektiv karakter, hvilket er rimeligt, da kunstneren som bekendt døde i 2013.
Jeg har netop set udstillingen, og den er stærkt og skarpt kurateret, da man i en lang udstrækning har valgt at sætte fokus på Trampedachs tidlige malerier og skulpturer. Bevares! Der findes værker på udstillingen, som har afsæt i de seneste år af Kurt Trampedachs liv; men man har altså valgt ud fra et princip om, hvor kunstneren står stærkest i - netop - en retrospektiv proces.
Jeg vender tilbage til udstillingen senere i både ord og billeder.
Udstillingen kan ses på Randers Kunstmuseum frem til d. 6. april, hvorefter den overgår til Sophienholm i Lyngby.