Anne Mette Larsen arbejder på Statens Værksteder på Gl. Dok i København (foto: Ole Akhøj)
Der skal ikke herske tvivl om, at 2015 på mange måder har været et skidt år ude i verden. ISIS, klimaforandringer, terrorangreb, flygtningeproblemer samt - hvis vi ser lidt lokalt på det - en ny regering, som sandt for dyden har foretaget nogle højst mærkværdige kulturpolitiske beslutninger - anført af Venstres kulturminister Bertel Haarder.
Det mest besynderlige og irrationelle tiltag må siges at være udflytningen af Statens Værksteder for Kunst fra Gl. Dok i København til lokaliteter på Kronborg i Helsingør.
Beslutningen har haft så megen bevågenhed, at et åbent brev til kulturministeren fra væveren Anne Mette Larsen er det tredje mest læste i 2015 på kunstportalen Kunsten.nu.
Det ser i øvrigt - her ved indgangen til 2016 - ud til at Haarder er ved at trække en smule i land vedrørende denne disposition, og man kan blot håbe på, at fornuften sejrer over ideologien i et længere perspektiv.
Heldigvis har der været megen god kunst at kigge på i 2015, så året bør ikke udelukkende betegnes som et lorteår.