mandag den 14. marts 2016

Kai Führer 1940-2016


Billedkunstneren Kai Führer er død efter længere tids sygdom, 75 år gammel.

Midt i 1990'erne udstillede Kai Führer på Silkeborg Kunstmuseum - nu Museum Jorn. Blandt de udstillede værker kunne man finde ét, blandt mange stramt komponerede, abstrakte malerier, med titlen "Straight, No Chaser".

Titlen var naturligvis hentet hos den banebrydende amerikanske jazzpianist Thelonious Monk, og netop dette greb i valget af titel var ganske symptomatisk for Kai Führer, der som ung selv prøvede kræfter med trompeten. Under og efter debuten i 1962 tjente Führer til livets ophold som tjener på det legendariske Jazzhus Montmartre i St. Regnegade i hjertet af København.

Den musikalske karriere kom dog aldrig i gang. Kai Führer fandt ret hurtigt ud af, at maleriet måske i højere grad var vejen frem. Ikke desto mindre bibeholdt han livet igennem en monumental passion for jazz. Musikken spillede en stor rolle i kunstnerens liv, og det ville være fristende at sammenligne hans tidlige abstrakt-ekspressionistiske malerier med udfoldelsen af den frie jazz og bebop.

Kai Führer fandt sig dog relativt hurtigt til rette i en organisk form for abstraktion, der med årene blev afløst af et langt mere geometrisk udtryk, hvor kvadratet udgjorde en form for base. I disse værker oplevede man ofte farverne kollidere indbyrdes i ens lysstyrke, således at overgangen fra én farve til en anden optisk udvisker grænsen mellem planerne.

Kai Führer fik som ganske ung et gennembrud, da man i den jyske stationsby Brande besluttede at gøre gavlmalerier til en del af byens identitet. Führers karakteristiske hvide, organiske form på sort baggrund kan man stadig opleve. Den lader sig ikke overse. Samtidigt blev Kai Führer medlem af kunstnersammenslutningen Sonde, der i perioden var samlingssted for den jyske avantgarde.

Kai Führer har gennem årene modtaget flere legater. Blandt andet modtog han i 1983 Statens Kunstfonds tre-årige stipendium, ligesom hans værker er repræsenteret på flere kunstmuseer.

Billederne, som ledsager dette blogindlæg er taget af Jacob Haugen Sørensen.