Leonard Rickhard: 'Modelflybygger i affekt' 1986-87
"Med en norsk direktør ved roret ville det være mærkeligt, hvis museet i Aarhus ikke fra tid til anden præsenterede os for nogle norske samtidskunstnere, der kunne tåle at blive prøvet af uden for deres hjemland. Leonard Rickhards malerier - med deres gennemgående kølige, tørre, tydelige og lidt skematiske opbygning, rummer dobbeltspil og arketypiske symboler - minder heller ikke udpræget om, hvad der er skabt i de seneste 50 års danske kunstliv. Han er noget for sig selv"
Frem til den 15. maj kan man stadig se den norske maler Leonard Rickhards udstilling 'Mellem krig og fred' på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Denne udstilling har jeg som bekendt selv beskæftiget mig med og anmeldt. Citatet herover stammer dog fra min kollega Peter Michael Hornungs fire-hjertede anmeldelse i dagbladet Politiken.
Hornung har i samme avis for nyligt beskæftiget sig med udstillingen 'Kunstnersammenslutningen Martsudstillingen', som jeg anmeldte sidste vinter i forbindelse med en udstilling på Holstebro Kunstmuseum.
Nu er den flyttet til Fuglsang Kunstmuseum på Lolland, hvor den kan ses indtil den 16. maj - hvorefter den flyttes til Vendsyssel Kunstmuseum, hvor den kan ses fra den 27. maj.
"Fornem udstilling på Fuglsang Kunstmuseum minder om Martsudstillingens ubestikkelige moral og høje kunstneriske standard" hedder det blandt andet i Hornungs fem-hjertede anmeldelse i Politiken.