For nyligt blev det offentliggjort, at sanger og sangskriver Bob Dylan er årets modtager af Nobels Litteraturpris.
Den beslutning har der været mange meninger om, og stort set alle i den kulturelle verden med taletid i medierne, har udtrykt deres begejstring eller mishag i forbindelse med prisen.
Den eneste, der ikke har udtrykt en mening, er hovedpersonen selv, som faktisk ikke har ulejliget sig med at kontakte komiteen bag Nobelprisen for at be- eller afkræfte, om han dukker op til modtagelsen i december.
Det har fået en af akademiet bag Nobelprisens medlemmer, Per Wastberg, til på svensk TV at udtale, at han ser Dylan's manglende reaktion som "arrogant og uhøflig".
Det hører med til historien, at man har fjernet nyheden om Dylan's Nobelpris på sangerens hjemmeside, hvilket kan tolkes, som han måske ikke vil modtage den.
Bob Dylan turnerer i øvrigt heftigt for tiden i hjemlandet USA, så måske har han mere lavpraktiske ting at spekulere over end en Nobelpris i litteratur?
Det kunne blandt andet være udarbejdelse af sætlister til de kommende koncerter.