fredag den 14. oktober 2016
"Man må sno sig", sagde valkyrien
Publikum på kunstmuseet ARoS i Aarhus kan roligt forberede sig på et sansebombardement af de helt store, når de fremover besøger museet.
Indenfor i det offentlige rum har et kæmpevæsen indrettet sig i foyerområdet, som det fylder ud til bristepunktet. Joana Vasconcelos har i bogstavelig forstand indtaget museet med installationen 'Valkyrie Rán', der i et farvestrålende forløb udfordrer museets arkitektur.
Værket er ikke blot en del af udstillingen 'Textures of Life' men samtidig en installation, som indgår i museets faste samling.
Udstillingen viser tillige i museets Niveau 1 17 store installationer, der hver især kommenterer på forskellige livselementer.
Også her er der i flere tilfælde tale om enheder, der forener kitch, drama og opfindsomhed på helt utroligt dragende og sanselige niveauer.
Joana Vasconcelos er portugiser og bor og arbejder i Lissabon. Udstillingen kan ses på ARoS frem til d. 19. februar 2017.