Her går punk-klenodier for en anslået værdi af 44 millioner kroner op i flammer på Themsen (foto: Niklas Hallen/AFP)
"Punk er blot blevet forvandlet til et marketingsværktøj med henblik på at sælge dig ting, du ikke har brug for! Illusionen om, at du foretager et alternativt valg eller blot konformiteten i en anden uniform"
Således udtaler Joe Corre, søn af Sex Pistols' manager Malcolm McLaren og modedesigneren Vivienne Westwood, inden han på en båd, placeret i Themsen midt i London, afbrændte punk-klenodier for en anslået værdi af 5,9 millioner euro, hvilket svarer til 44 millioner danske kroner.
Denne event skulle ses som en protest på punkmusikkens vegne i forhold til, at man officielt vil fejre 40-året for udgivelsen af Sex Pistols' ikoniske singleplade 'Anarchi in the U.K.', der blev publiceret d. 26. november 1976.
Jubilæet skulle markeres af bevægelsen Punk London, og dette valgte Corre at markere på sin helt egen måde.
Han udtaler tillige ifølge webportalen ArtDaily.com, at "punk aldrig har været ment som genstand for nostalgi - og at man aldrig kan blive en del af bevægelsen ved at deltage i en workshop på Museum of London".
Malcolm McLaren døde i øvrigt i 2010, og kan af gode grunde ikke besidde en mening om sønnens performance.
Umiddelbart ser det heller ikke ud som om Westwood eller de overlevende medlemmer af Sex Pistols, har udtalt sig om begivenheden.