Foto:
Golden Squared
Ifølge
dagbladet Politiken har auktionshuset Lauritz.com på en netauktion solgt et
maleri (billedet) af Carl Vilhelm Holsøe.
Maleriet viste sig at være stjålet tilbage i
2000, og efterfølgende har det været gemt i et hus i Kolding.
Da billedet blev
fundet, var den oprindelige ejer død, og derfor overgik maleriet til
forsikringsselskabet, og blev efterfølgende sat til salg hos Lauritz.com i
2016.
Det hele kommer i stand, da en ven af nedrivningsfirmaet, der skal rive
huset ned, hvor maleriet - sammen med syv andre - er gemt i hulrummet af en
skillevæg, køber de ialt otte kunstværker og efterfølgende altså sætter det
omtalte maleri til salg hos Lauritz.com. Her sælges varen for kr. 74.000,
hvorefter det bliver sat til salg hos Christie's i New York. Her bliver det
solgt for knapt kr. 200.000 på vegne af Tryg Forsikring.
The Art Loss Register,
som er en virksomhed, der registrerer stjålne kunstværker, bliver opmærksom på
maleriet via et rutinecheck i Christie's katalog.
Efterfølgende bliver en
efterforskning iværksat og politiet finder de syv resterende billeder hos
manden, der købte dem af nedrivningsfirmaet. Hvem der stjal malerierne tilbage
i 2000, er stadig uopklaret.
Lauritz.com solgte for fem år siden et stjålet maleri
af den danske samtidskunstner Anders Moseholm, og også Bruun Rasmussen
Kunstauktioner har haft hælervarer under hammeren. Her drejede det sig om et
antal Salto-krukker, som var stjålet fra kunstmuseet Trapholt i Kolding.
Ingen
af de danske auktionshuse abonnerer på The Art Loss Register, som styrer databasen
over stjålne kunstgenstande.