For et par år siden modtog jeg en forespørgsel fra billedkunstneren Kirsa Andreasen, som havde set nogle fotografier, jeg havde "skudt" ved søerne omkring Silkeborg.
Kirsa ville gerne bruge billederne som baggrunde i en serie malerier, som ellers havde nogle - for kunstneren - ret karakteristiske figurer som hovedtema.
Jeg gav efterfølgende Kirsa lov til betingelsesløst at bruge fotografierne som baggrunde i malerierne, og det kom der faktisk nogle ret interessante værker ud af.
Senere blev disse malerier udstillet forskellige steder i verden - og altid blev det fremhævet, at det altså var mine miljøer, som dannede baggrund for kompositionerne, hvilket glædede mig meget.
På en måde kan man sige, at to kunstnere, som ellers befinder sig i hver sit motiviske felt, går i dialog - og denne dialog er nu fuldbyrdet, da jeg netop har modtaget en smuk lille akvarel fra Kirsa Andreasens produktion.
Værket er mere for mig end blot en akvarel. Det symboliserer, at kunstneres indbyrdes forskelligheder kan virke som inspiration, frem for at fungere som kontrast. Det synes jeg godt om!