Jeg har valgt at illustrere dette blogindlæg med en selvproduceret croquistegning - fra 1999.
"Alle kritikere burde prøve det, dvs. burde prøve at lave kunst. Man bliver ikke forvandlet til en rigtig kunstner, blot fordi man prøver. Men man lærer at se det, der er væsentligt. At tegne croquis er at lære at se lige så meget, som at lære at tegne. Det er altid tiden, der sætter rammerne for denne indsats. Og som tiden gør, bliver man også gradvis bedre til at udnytte netop tiden"
Citatet herover er et uretfærdigt kort udsnit af en kronik af kunstanmelderen og forfatteren Peter Michael Hornung, som i dagbladet Politiken analyserer på kendsgerningen om, at langt de fleste kunstkritikere faktisk er personer, som aldrig - eller i bedste fald sporadisk - har udført kunstværker.
Her fortæller kronikøren om sine vanskeligheder ved at få lov til at deltage i croquisseancerne i Kunstforeningen i anledning af foreningens 175-års jubilæum.
Kronikøren kunne dog allernådigst få lov at deltage, da han ved siden af sin kritikerstatus er forfatter med utallige kunstbøger bag sig.
"Måske ville det give en kunstkritiker lidt tiltrængt kreditværdighed og respekt, hvis han turde sætte sig ned i selskab med et hold rigtige billedkunstnere - og så tegne efter rigtig levende model, ligesom dem", hedder det blandt andet i kronikken.
Jeg føler mig i min egenskab af kunstanmelder dog ikke ramt, da jeg selv har produceret i hundredvis af croquistegninger i mit liv - lige som jeg har fremstillet i massevis af malerier og grafiske arbejder.
Jeg mener faktisk, at en del anmeldere har haft fingrene nede i farvebøtterne, så måske rammer Hornung ikke helt plet i sine analyser; men relevant er diskussionen under alle omstændigheder.