søndag den 24. juni 2018

Sexchikane på Akademiet?

Nis Rømer (foto: Billedkunstnernes Forbund)

Sanne Kofod Olsen (foto: Det Kgl. Danske Kunstakademi)

"Meget tyder på, at vi også i Danmark har problemer med seksuelle krænkelser på kunstuddannelserne. I Sverige er der kommet rigtigt mange historier frem, mens det i Danmark er lidt mere sporadisk og anonymt"


Således udtaler formand for Billedkunstnernes Forbund, Nis Rømer, i forbindelse med en artikel i dagbladet Politiken, som har til hensigt at afdække et forhold omkring en sexchikanesag, som tilsyneladende har ramt Det Kgl. Danske Kunstakademi for nyligt. 

Det hele forekommer dog lidt mystisk, da der er tale om et konkret tilfælde, som har afstedkommet, at én unavngivet underviser på akademiet ret pludseligt fratrådte sin stilling. 

Akademiets rektor Sanne Kofod Olsen udtaler sig i forbindelse med artiklen, der er forfattet af Lea Wind-Friis og Camilla Stockmann,  at hun er blevet gjort bekendt med "beretninger om handlinger, der er foregået på kunstakademiet inden for de seneste år, og som har karakter af sexchikane og seksuelle krænkelser". 

Naturligvis optræder der ingen navne, hverken på de krænkede eller den antydede sexkrænker. Således står Nis Rømers erklæring ret klart. Måske er det hele blot en let brise i et glas vand? 

Sanne Kofod Olsen forlader i øvrigt sin stilling ved akademiet ved udgangen af august for at blive dekan ved Göteborgs Universitets Kunstneriske Fakultet. Göteborg ligger som bekendt i Sverige!