Temaet i udstillingen 'End-user' er sexrobotter, og her ses støbeformen til en sådan robot som en form for "ready-made" på udstillingen.
"Konceptuelt har emnet masser af potentiale, men det forløses desværre ikke rigtigt i værkerne og End-user står tilbage som en udstilling, der virker som en god ide på papiret, men som i praksis ikke formår at levere varen"
Aarhus Stiftstidendes kunstanmelder Christian Salling leverer til gengæld varen hurtigt, når han skriver om diverse kunstudstillinger i Aarhus-området.
Aktuelt har han besøgt Sidsel Meineche Hansens udstilling 'End-user', som kan ses for tiden i Kunsthal Aarhus.
Som det antydes i citatet herover, er Salling ret kritisk over for udstillingen, som han giver tre stjerner, hvilket efter min mening er generøst.
Jeg har selv netop afsendt en anmeldelse af den samme udstilling til redaktionen på det dagblad, hvori jeg selv anmelder, men hvor meget stjernedrys, jeg har hældt ud over 'End-user', vil jeg først afsløre, når anmeldelsen er blevet publiceret.
Udstillingen kan ses i Kunsthal Aarhus' underetage frem til d. 23. september.