onsdag den 17. oktober 2018

En, to og tre stjerner


Installationsfotos fra 'Aktion Painting 1985-2017' (fotos: Anders Sune Berg)

"Julian Schnabels kunst lægger altså op til en mere sanselig og intuitiv tilgang til kunstoplevelsen, hvilket egentlig er et godt udgangspunkt - så længe værkerne rent faktisk kan bære det.
Udstillingens altoverskyggende problem er nemlig, at blandt de mange eksperimenter med materiale og tekstur, er alt for mange ligegyldige værker, der ikke efterlader det helt store, blivende indtryk. Som et kunstens svar på Donald Trump, er det bombastisk, men alt for ofte rodet og udygtigt"

Citatet stammer fra Christian Sallings anmeldelse i Århus Stiftstidende af Julian Schnabel-udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017' på kunstmuseet ARoS i Aarhus, og i samme avis har kulturjournalist Hans Petersen konstrueret en sammenfatning af de anmeldelser - inklusive Sallings - som allerede foreligger af den aktuelle udstilling: "Julian Schnabel kom til Aarhus som en verdensstjerne. Men den amerikanske kunstmaler og filminstruktør får alvorlige hug af anmelderne for den udstilling, han lige nu og frem til marts har på Aros Aarhus Kunstmuseum". 

Blandt andet sådan hedder det i Petersens artikel, og det er da også rigtigt, at der er faldet en, to og tre stjerner af til udstillingen fra anmeldere fra Politiken, Jyllands-Posten og Stiften. 

Når det er sagt, bør det nævnes, at flere andre dagblade ikke endnu har publiceret anmeldelser af udstillingen. 

Der var under alle omstændigheder repræsentanter fra Børsen og Kristeligt Dagblad samt fra webportalen Kunsten.nu til stede ved pressemødet op til udstillingsåbningen.