Julian Schnabel (i hvidt) underholder pressen på ARoS
"Malerierne er dannet af klæde vædet i maling, som Schnabel har slynget op på lærredet. Som et ekstremt svagt ekko af Jackson Pollock og action painting og af Yves Kleins performance-malerier med malingindsmurte kvindekroppe er den fysiske aktivitet væsentlig for værkerne, forstår man. Dette understreges i udstillingens titel 'Aktion Painting' (europæificeret med k i stedet for c). Et lige så svagt ekko af Cy Twombly emanerer fra værkerne"
Politikens kunstanmelder Mathias Kryger viser ingen nåde i sin vurdering af Julian Schnabel-udstillingen 'Aktion Painting 1985-2017' på ARoS i Aarhus.
Man kan udmærket antyde, at Kryger har fat i adskillige fornuftige påstande vedrørende den højt estimerede, amerikanske maler (og filminstruktør). Dog vil jeg sige i retfærdighedens navn, at jeg mener, udstillingen måske rummer enkelte udmærkede enkeltværker, og at en anmeldelse ledsaget af ét sølle hjerte (ud af seks mulige), måske er lige at stramme kritikerskruen.
Ikke desto mindre er det befriende at opleve en kunstanmelder på et større dagblad være - netop - kritisk og ikke blot falde ind i den almene strøm af ord, der blot har til hensigt at tale kunstudstillinger op i et niveau, hvor de ikke bør befinde sig.
Schnabel-udstillingen på ARoS kan ses frem til d. 3. marts, så der er god tid til, at man som beskuer kan danne sig et egenhændigt blik på værkerne, som ikke blot er store, men gigantiske.
I sin tre-stjernede anmeldelse i Aarhus Stiftstidende hedder det i overskriften, som er forfattet af avisens kunstanmelder Christian Salling, at det ikke altid er størrelsen, det kommer an på. Her beskrives en del af Schnabelsværkerne som "impotente".
Min egen anmeldelse er sendt til redaktionen på et tredje dagblad, og den kan læses på et senere tidspunkt.