Asger Jorn: 'Déserteurs du Désert', 1968. Olie på lærred. 27 x 35 cm . (foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner)
For nyligt kunne jeg her på blog'en fortælle om en tema-auktion hos auktionshuset Bruun Rasmussen i København, og temaet er Cobra-gruppen, som jeg netop har siddet og fulgt på auktionshusets live-stream.
Hammerslagspriserne blandt Cobra-kunstnerne følger ganske godt Bruun Rasmussens vurderinger, men det er påfaldende at opleve, at flere af de dyreste værker af for eksempel Asger Jorn måtte trækkes tilbage, da de ikke kunne trække tilfredsstillende priser.
Blandt andet ramte Jorn-maleriet, som jeg brugte som eksempel på blog'en her kun et bud på kr. 1.500.000, hvilket ikke var nok i forhold til en vurdering på mellem 1,8 og 2 millioner.
Et par af de øvrige dyre Jorn-værker måtte ligeledes trækkes ud, da man ikke var i stand til at få tilfredsstillende priser for værkerne.
Et enkelt Jorn-værk - et mindre maleri - blev dog solgt til godt og vel det dobbelte af vurderingen, og det er faktisk dét maleri, der illustrerer denne tekst.
Helt galt så det imidlertid ikke ud for Cobra trods de skuffende priser. Et eksempel er et skralderelief af Henry Heerup, som gik til omkring tre gange vurderingen, hvilket er kr. 210.000 i forhold til en vurdering på 60.000-75.000.
I kategorien moderne kunst viste et maleri af Harald Giersing sig endnu en gang salgbart til en pris langt over vurderingen.
Her lød hammerslaget på en fordobling af vurderingen på 1,2-1,5 million. 3.100.000 kr. måtte køberen slippe for et maleri af den store modernist.