Glenn D. Lowry ligner én, der er ganske godt tilfreds med at befinde sig på førstepladsen over de mest magtfulde personer i kunstverdenen (foto: MoMA)
Når man er direktør for ét af verdens største kunstmuseer, Museum of Modern Art i New York betyder det samtidigt, at man er en af kunstverdenens mest indflydelsesrige personer.
Således offentliggjorde kunstmagasinet ArtReview i sidste måned deres Power100 over den mest magtfulde personer på den internationale kunstscene netop nu, og her indtog MoMA-direktør, Glenn D. Lowry, førstepladsen, og faktisk er han lidt af en højdespringer, da han i 2018 måtte nøjes med en plads som nummer 13.
Hvad der helt præcist har givet ham et så markant hop på listen kan jeg ikke sige; men han har gennem årene ofte befundet sig i den øvre del af denne subjektivt udarbejdede Top 100. Han har fungeret som direktør på museet siden 1995.
Af andre skred kan nævnes #metoo-bevægelsen, som er faldet fra nummer tre til nummer 21. Ai Weiwei har også taget et dyk fra nummer fem til nummer 24.
Til gengæld er der dansk repræsentation på listen, da Olafur Eliasson nu igen er til stede efter et par år ude - oven i købet blandt de 50 mest magtfulde på en plads som nummer 49.