mandag den 30. marts 2020

ARoS i skyggen af corona

Om få dage skulle man på ARoS åbne den store udstilling 'Mythologies - The Beginning and End of Civilizations'. Den må udsættes på ubestemt tid. Her dog illustreret af Anselm Kiefers 'Väinämöinen - Aino', 2016. Mixed media (pressefoto: ARoS Aarhus Kunstmuseum)

"Hvordan det mere præcist ser ud, kan vi ikke sige noget om endnu. Vi kan blot forudse, at det bliver en dyr omgang for ARoS, som kan udfordre vores fremtidige investeringsmuligheder på indholdssiden for vores gæster"

Citatet afslutter en redegørelse af kunstmuseet ARoS' direktør Erlend Høyersten i et interview med Lisbeth Bonde på kunstportalen Kunsten.nu

Høyerstens udredning har som tema museets forventede tab som følge af lukningen, der ligger i forlængelse af den aktuelle corona-situation, og det er ikke småpenge, det drejer sig om: Med den foreløbige lukning til og med 13. april vil estimatet udgøre 2,5 millioner for marts og 3 millioner for den første halvdel af april, hvor påsken normalt er en indtægtsgivende tid for ARoS

Hele april vil udgøre et tab på 4,6 millioner, og er man tvunget til at holde lukket i maj, vil omsætningen for denne måned forventligt ramme 3,9 millioner. 

Det er altså med andre ord ikke bagateller, der er i spil for en institution af ARoS' størrelse. 

Jeg følger med i processen omkring corona i kunstverdenen.