mandag den 9. marts 2020

Kønsbalancen og "kvinder med magt"

Astrid Holm & Co.: Augusta Atla: 'Ruins', Rønnebæksholm (foto: augustaatla.com)

"Hvordan ændrer vi de fastgroede rutiner, hvor kuratorer, museumsdirektører, gallerister, ledere på kunsthaller og ikke at forglemme presserepræsentanter, journalister og kunstsamlere - ja, selv kvinder med magt - fravælger at vise kvindelige kunstnere?"

Citatet herover er hentet fra portalen Kulturmonitor og spørgeren er billedkunstneren Augusta Atla, som er udstillingsaktuel på Rønnebæksholm ved Næstved i forbindelse med en temaudstilling om Astrid Holm & Co. 

Temaet i kronikken er naturligvis den ulige fordeling af stort set alt mellem kvinder og mænd i kunstverdenen, og her har man længe diskuteret, om der skal foretages en helt systematisk vurdering på kønnet, når offentlige institutioner indkøber kunst og i de tilfælde, hvor udstillingsinstitutionerne planlægger udstillinger. 

Det er interessant, at Atla nævner "kvinder med magt". Og man kan i den forbindelse føle sig fristet til at antyde, at kønsfælle er kønsfælle værst i forbindelse med problematikken. 

Pudsigt nok nævner Atla ikke kunstanmeldere i sin redegørelse over magtfulde personer, der kunne gøre en forskel; men det skal muligvis ses som et udtryk for, at segmentet ikke besidder samme magt som førhen.