mandag den 22. juni 2020
Den helt unge Kirkeby
Museum Jorn i Silkeborg fik i 2018 - få måneder før kunstnerens død samme år - overdraget Per Kirkebys ganske omfattende arkivmateriale, og blandt disse sandsynligvis tusindvis af genstande befinder sig nogle af de allerførste malerier, som Kirkeby udførte som ganske ung.
Om disse billeder tidligere har været udstillet, ved jeg ikke; men under alle omstændigheder kan de nu ses på Museum Jorn og her bliver de ledsaget af et antal kommentarer fremsat af kunstneren, og netop her finder man kimen til, hvad der senere skulle udvikle sig til en karriere, der satte Kirkeby på kunstens verdenskort som den måske væsentlige danske maler i sin samtid.
Udstillingen kan ses på museet i Silkeborg året ud.