tirsdag den 13. oktober 2020

"Han kunne sgu alligevel godt male, ham Asger Jorn"

 

'Studie nr. 3 Af den stumme myte, opus 2', 1952. Olie på lærred

'Af den stumme myte, opus 3', 1952. Træsnit

Overskriften refererer til en episode, jeg var vidne til som ung mand, hvor jeg var sammen med nogle bekendte, der havde forvildet sig ind på det daværende Silkeborg Kunstmuseum. 

Her fandt de ud af, at Asger Jorn begyndte sin kunstneriske løbebane med at cykle rundt i landskabet og derefter male, hvad han så. 

Således igangsatte han karrieren med nogle ret banale landskabsbilleder, som altså for mine venner var et formildende forhold i relation til Jorns ekspressionistiske og halvabstrakte kompositioner, som man fandt helt afskyelige. "Noget værre smøreværk", husker jeg, der blev sagt. 

Når jeg bringer disse tidlige Jorn-værker frem her, er det fordi, at de udgør et afsnit i udstillingen 'Jorn Rundt' på Museum Jorn (det tidligere Silkeborg Kunstmuseum). 

Udstillingens afgørende omdrejningspunkt er dog serien 'Af den stumme myte', som Jorn udarbejdede i årene 1951-1953. 

To af disse værker kan til dagligt ses på Silkeborg Bibliotek, da Jorn forærede de to største malerier i serien til biblioteket, da han mente, at bibliotekerne udgjorde den væsentligste kulturformidler overhovedet. 

Sådan er det muligvis endnu, selv om kulturformidling i dag rummer så mange flere aspekter end den gjorde i tidsrummet i begyndelsen af 1950'erne. 

Udstillingen rummer samtidig en installation, der illustrerer en udsmykning, som Jorn foretog spontant i Havana på Cuba i 1968, og man kan også se et utal af fortegnelser, breve og ikke mindst skitser og grafiske arbejder. 

Som et lidt besynderligt kuriosum udstilles også et antal arbejder på gennemsigtig plastic, som er i privat eje og aldrig tidligere har været udstillet. 

Jeg besøgte 'Jorn Rundt' forleden dag og blev vist rundt af en ivrigt berettende inspektør, Lucas Haberkorn, som altid er god for detaljer, jeg ikke har kendt til tidligere. 

Udstillingen kan ses på Museum Jorn frem til d. 13. december.