Under en introduktion til en udstilling i en kunsthal i Østjylland, fik jeg øje på nogle blandt publikum, som jeg fik lyst til at tegne.
Jeg brugte en pen - ikke, som jeg ellers foretrækker, en mellemblød blyant. Da denne begivenhed var slut og den pågældende udstilling åbnet, var der to personer, der uafhængigt af hinanden havde registreret, at jeg sad og tegnede.
En af dem fortalte mig, at vedkommende kunne høre pennens skratten over papiret. Der var dog ikke antydningen af bebrejdelser over den forstyrrelse, min gerning kunne påføre arrangementet. Man havde blot fundet det fascinerende, at jeg sad og tegnede.
Det skal ikke ses som et udtryk for, at jeg kedede mig under seancen, at jeg begyndte at tegne under introduktionen. Jeg gør det faktisk ofte, og det er muligvis et udtryk for en eller anden form for rastløshed?
Det ved jeg ikke... Måske tegner man bare ikke så meget mere - generelt??