onsdag den 9. december 2020

Stor bydelyst hos Bruun Rasmussen

 

Mogens Andersen: Uden titel, 1973. Olie på lærred, 195 x 195 cm. Vurd.: 75.000-100.000 kr. Hammerslag: 250.000 kr. (foto: Bruun Rasmussen)


Det er da nok muligt, at et maleri af Asger Jorn fra 1969 ikke opnåede den forventede pris på 1.800.000-2.000.000 kr., men 1,35 millioner er da også en sjat, og det var præcis, hvad værket opnåede af hammerslag på Bruun Rasmussens fysiske auktion i auktionshuset i Bredgade i København. 


Jorn tilhører som bekendt kategorien af Cobra-malere, og det har været lidt op og ned med netop Cobra-kunstnerne i den senere tid; men på den aktuelle auktion opnåede adskillige værker af grupperingens kunstnere gode priser. 


Et fint maleri af Ejler Bille rundede således millionen og Erik Ortvad overrasker også positivt. 


Der blev dog slået en rekord med netop en af Cobra-kunstnerne. Et maleri af Anton Rooskens var vurderet til 350.000-400.000, men det opnåede en pris på 850.000 kr., hvilket er det højeste beløb, et værk af kunstneren er solgt for på en auktion. 


I den modernistiske genre opnåede et maleri fra 1934 af Gerda Wegener et hammerslag på 190.000 mod en vurdering på 50.000-60.000. 


Den store højdespringer i denne kategori var dog den ungarskfødte maler Simon Hantaï (1922-2008), der var repræsenteret med to malerier på auktionen. Det ene opnåede en pris på 2.700.000 kr. mod en vurdering på en til halvanden million. 


Auktionens mest optimistiske vurdering lå dog på 6-8 millioner for et maleri af Pierre Soulages, som jeg tidligere har omtalt her på blog'en. Det ramte dog en pris på 5 millioner, hvilket også må siges at være rimeligt. 


Faktisk var der langt imellem værker, man måtte trække ud, og solide danske kunstnere som Richard Mortensen, Preben Hornung og Mogens Andersen "præsterede" også fint.