"Jeg bor i København, og jeg rejser meget i kraft af mit arbejde. Jeg elsker pulsen i storbyen, men jeg er også et meditativt gemyt, så jeg nyder at være ude i naturen. Den gør mig rolig. Det er altid meningsfuldt og mindeværdigt at komme derud"
Således udtaler fotografen Søren Solkær i forbindelse med et portræt foretaget af Marcus Aggersbjerg i Jyllands-Posten i november 2020.
Solkær er primært kendt for fotografier af celebrity-segmentet - især inden for pop- og rockmusikken; men for nogle år siden blev han fascineret af "sort sol", som er de mønstre, der optræder på himlen når tusindvis af stære letter især i det sønderjyske marskland.
Det har ført et projekt og en bogudgivelse med titlen 'Black Sun' med sig, og hvis ellers ikke Corona-komplikationerne forhindrer det, åbner der på kunstmuseet HEART i Herning d. 6. februar en udstilling med nogle af de mange fotografier, som dannede grundlag for bogen, der udkom d. 16. november.
Jeg glæder mig til at se udstillingen, men forventninger er jo noget farligt noget, når udstillingen senere skal anmeldes i samme avis, som i efteråret bragte artiklen om 'Black Sun'.
Her må jeg naturligvis bære de neutrale briller.