I skrivende stund er det dagen før dagen, hvor landets museer og kunsthaller langt om længe genåbner efter en lang lock down-periode. Jeg har heldigvis været så privilegeret, at jeg har haft mulighed for at se nogle af de udstillinger, der er aktuelle, når genåbningen finder sted, og jeg laver lige en kort anbefaling af udstillinger, som det er værd at kigge nærmere på, når dørene til udstillingsinstitutionerne åbnes. Og der er ingen vej tilbage! Det er bare med at få vatpinden op i snuden og få opdateret sin covid-situation, for der er meget at kigge på.
Museum Jorn: 'Miró & Jorn'. Udstillingen har været iscenesat igennem længere tid, og på museet i Silkeborg kan man ikke vente med at åbne for publikum til normal åbningstid. Her åbner man onsdag d. 21. april kl. 00:01... Altså et minut efter midnat! De mener det alvorligt nede på Gudenåvej!!
Holstebro Kunstmuseum: 'Alt dette er Deres - Albert Mertz 100 år'. Man bør ikke snyde sig selv for udstillingen, der belyser en af de mest originale og facetterede personligheder i den danske kunsthistorie Udstillingen, der er med til at markere 100-året for Albert Mertz' fødsel kan ses og opleves på Holstebro Kunstmuseum frem til d. 16. maj, så der er ikke så lang tid at løbe på.
ARoS: 'This is not Africa - Unlearn what you have learned'. Der er ikke sparet på virkemidlerne, når ARoS Aahus Kunstmuseum blænder op for en helt ny og meget omfattende udstilling med Afrika som primært tema. Jeg har set udstillingen, og den rækker ud i mange forskellige retninger, hvilket er både godt og mindre godt; men den er bestemt værd at opleve. Ikke mindst på grund af en blændende flot iscenesættelse.