onsdag den 28. juli 2021

Bulder og brag


'Strand'. Akvarel, oliepastel og grafit på Hahnemühle. 25 x 37 cm.

Mens luften er tung og lummer og adskillige lyn flæser luften og store tordenbrag efterfølgende buldrer løs, er det helt rart at sidde på værkstedet - i tørvejr - og lave nogle akvareller med motivisk udgangspunkt i den tid på sommeren, hvor man ikke risikerede at blive ramt af et skybrud. 

Arbejderne herover er således blevet produceret mens jeg befinder mig i en underlig tilstand præget af forventninger til de kommende udstillinger, hvoraf den ene allerede finder sted blot få dage efter, disse linjer bliver skrevet. 

Det drejer sig om separatudstillingen med titlen 'Nordisk ekspressionisme' i Galleri Arte ved Lildstrand i Thy. 

Her vil værkerne, som kan ses på denne side dog ikke blive vist, men der bliver mulighed for at se nogle tilsvarende senere på året ved en udstilling i Viborg, som jeg snart skal i gang med at forberede.