lørdag den 17. juli 2021

Fernisering hos galleri Arte

 





Akvatinte/stregætsninger uden titel er nogle af de nye grafiske arbejder, der kan opleves hos galleri Arte i perioden 1.-22. august


»For at gøre en lang fortælling kort er det spændende, at Lars Svanholm i forlængelse af hele denne ekspressive bevægelse nu for første gang skal udstille sine ekspressive landskabsmalerier, akvareller og finurlige grafiske arbejder på galleri Arte, hvor Emil Nolde holdt til i 1902, og hvor de ’gespenster’ han udførte ved dette lille fiskerleje fik stor betydning for hans senere produktion. Her knyttes trådene fra fortiden til vore dage med Lars Svanholms udstilling i galleri Arte«


Citatet herover er hentet fra en ganske omfattende pressemeddelelse, der er forfattet af skribent, kunsthistoriker og gallerist Pier Maria Andersen i relation til min udstilling på galleri Arte i Lildstrand ved Vigsø Bugt i det nordvestlige hjørne af Jylland. 


Udstillingen, som viser oliemalerier, akvareller og oliepasteller samt helt nye grafiske arbejder, åbner med fernisering d. 1. august kl. 14. Her vil jeg være til stede. 


Som et relevant kuriosum bør jeg nævne, at jeg slet ikke var klar over, at Emil Nolde havde tilbragt tid i området i begyndelsen af 1900-tallet; men nu er jeg kunsthistorisk opdateret på denne detalje. 


Udstillingen på galleri Arte, som er beliggende på adressen Krinkelkrogen 20, Lildstrand, varer frem til d. 22. august.