Det er efterhånden længe siden, at den anmelderroste udstilling 'Humdrum Days' med værker af den svenske maler Mamma Andersson åbnede på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk.
Det var absolut på falderebet, at jeg/vi besøgte udstillingen forleden dag, da den slutter d. 10. oktober, men hvis man skulle være i nærheden af Humlebæk, kan jeg bestemt anbefale et besøg på Louisiana på trods af, at jeg ikke er enig i alle udstillingens fysiske disponeringer.
Hvis man imidlertid er i stand til at abstrahere bort fra disse forhold samt kendsgerningen, at Louisiana selv på en almindelig hverdag er absolut velbesøgt, er der meget at hente hos Andersson, som med denne udstilling vel nok har indskrevet sig blandt det nordiske samtidsmaleris væsentligste aktører.