Wilhelm Marstrand: 'En dans i det frie på Ischia', 1847. (Foto: Ribe Kunstmuseum)
Jeg er dårligt kommet tilbage til Silkeborg fra Viborg i forbindelse med min udstilling i Pakhuset, før jeg skal af sted igen til domkirkebyen.
Denne gang er det dog ikke mig selv, der er hovedpersonen, men derimod guldaldermaleren Wilhelm Marstrand, som levede fra 1810 til 1874.
Udstillingen 'Den store fortæller' finder sted på Skovgaard Museet, og den vil sandsynligvis skildre historien om fortælleren.
En ting er i hvert fald helt sikkert, når det drejer sig om Marstrand: Der er altid en fest i gang uanset om man befinder sig i en scene fra hverdagen eller under fremmede himmelstrøg.
Marstrand var vistnok lidt af en eventyrer - og berejst var han i hvert fald. Især efter tidens forhold kom han ret langt omkring i Europa, og som så mange af hans samtidige kollegaer var han ganske glad for Italien, hvor han opholdte sig i flere omgange.
Inspirationen til denne destination kunne meget vel tænkes at stamme fra C.W. Eckersberg, som er en kunstner, der ofte brugte blandt andet Rom som inspiration for sine malerier. Marstrand var elev af Eckersberg i en periode på Kunstakademiet i København, og dette forhold burde vel understøtte min tese?
Det ved jeg ikke så meget om endnu, men jeg regner da med at blive ikke så lidt klogere på Marstrand, når jeg har set udstillingen, som åbner på Skovgaard Museet lørdag d. 18. september og varer helt frem til d. 9. januar 2022.
I forbindelse med udstillingen er der udgivet en forskningsbaseret publikation, som man med garanti også kan bliver klogere af at studere.
Jeg vender tilbage med meget mere om Wilhelm Marstrand her på blog'en om ikke så længe.