mandag den 6. september 2021

Udstillinger i september

 

Der er ingen tvivl om, at det bliver en farverig affære, når Trapholt i Kolding blænder op for Verner Panton. Her med installationen 'Fantasy Landscape' (pressefoto: Trapholt)

Selv om jeg selv er udstillingsaktuel med udstilling i Pakhuset i Viborg, er der ikke desto mindre flere anmeldelser, der skal skrives i den kommende tid. 

Først og fremmest handler det om en udstilling, der åbner snart på Museum Jorn i Silkeborg, hvor man har valgt at sætte fokus på Cobra-gruppens kvindelige aktører. 

Senere på måneden er Skovgaard Museet i Viborg aktuel med en udstilling om og med guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. Udstillingen, som har titlen 'Den store fortæller' har indtil for nyligt været vist på Ribe Kunstmuseum, men nu kan den altså ses fra d. 18. september i Viborg. 

'Work it Out' er en udstilling, der belyser menneskets forhold til arbejdslivet og denne efter sigende storstilede udstilling kan opleves på kunstmuseet Kunsten i Aalborg i perioden fra d. 24. september til d. 16. januar 2022. 

Måneden afsluttes med formentligt en farverig udstilling med værker af arkitekten og designeren VernerPanton. Her er udstillingsperioden ganske lang. Den varer fra d. 30. september til d. 14. august 2022. 

Måske dukker der en enkelt eller to yderligere udstillinger op her ved årets tredje kvartals afslutning; men ellers er jeg klar til at gå i gang med oktobers udbud, når den tid kommer.