onsdag den 13. oktober 2021

Udstillinger, der skal anmeldes resten af året

 

Med lidt ond vilje kan man vel godt sige, at 2021 så småt begynder at nærme sig en afslutning. 

I den anledning har jeg netop opdateret min liste over udstillinger, der skal anmeldes til en større dansk avis i resten af året: 

Jeg har allerede skrevet lidt om den næste, som er den store udstilling med værker af J.M.W. Turner på ARoS i Aarhus, som åbner ganske snart. 

På Vendsyssel Kunstmuseum er allerede åbnet en udstilling med primært malerier af Poul Ekelund, som blev født i 1921. Her er der altså tale om en jubilæumsudstilling med en kunstner, som nok er glemt af mange, men det vil jeg råde bod på snarest. 

Senere i oktober besøger jeg Ribe Kunstmuseum, som for tiden viser udstillingen 'JEG-VAR-HER. Skriftbilleder af Ulla Diedrichsen'. Hvad den mere specifikt drejer sig om, kan man se i videosekvensen herover. 

I november går turen til Holstebro, hvor kunstmuseet viser en udstilling med Christine Overvad Hansen i tidsrummet 20. november 2021-3. april 2022. 

Om denne udstilling kan man læse på museets hjemmeside: »Udstillingen viser nye skulpturelle værker, der udforsker krop, stoflighed og transformation«. Det gør megen kunst som bekendt, men jeg kigger i hvert fald på tingene. 

Senere på året - fra 4. december - kan man på ARoS se Islands repræsentant på Venedig Biennalen i 2019. Hrafnhildur Arnardóttir har det mere mundrette kunstnernavn "Shoplifter" og udstiller i museets Niveau 1 sammen med kinesiske Lu Yang. 

Denne kobling ser ganske farverig ud og dobbeltudstillingen kan ses/opleves på ARoS frem til d. 24. april 2022.