»Tagliapietra befinder sig dog helt tydeligt som en fisk i lagunen, når det handler om farven. Dette ses tydeligst eksemplificeret i en glasinstallation, hvori der bestemt ikke er sparet på virkemidlerne, og det gælder især i den koloristiske tilgang i de syv enkelte enheders politurer. Samlet set er værket raffineret og rent i udtrykket på trods af de mange divergerende farveflader«
I gennemgangen af de bedste udstillinger, som jeg har set og oplevet i 2021, er jeg nu nået til 'Maestro' med værker af den italienske glaskunstner Lino Tagliapietra.
Det burde vel ikke overraske nogen, at udstillingen finder sted på Glasmuseet i Ebeltoft, men det overrasker måske en eller anden, at jeg under rubrikken "En italiensk mesters mesterværker" gav udstillingen hele seks stjerner i min anmeldelse, der kunne læses i Jyllands-Posten i sommer.
Når jeg ikke omtaler denne udstilling i datid, er det fordi, den kan ses på museet i Ebeltoft helt frem til d. 24. april 2022.
Efter at udstillingen åbnede og anmeldelsen var publiceret, offentliggjorde Lino Tagliapietra, at han stopper sin karriere som glaskunstner.
Han er født i 1934, og dermed kan man roligt sige, at han godt og grundigt har aftjent sin værnepligt som kunstner.