mandag den 28. marts 2022

Mere end blot en samler

 

Jens-Peter Brask (foto: Mads Guldager)

I anledning af kunstsamleren og kuratoren Jens-Peter Brasks 50 års fødselsdag er der udgivet en ganske imponerende og eksklusiv bog om og med personen.

Hvis man om morgenen på TV2 har set programmet "Go' Morgen, Danmark" er der en mulighed for, at man er stødt på Jens-Peter Brask, som i programmet til tider formidler, hvad der sker ude i samfundet på kunstområdet. 

Således frigør Brask sig fra rollen som kunstsamler, som hvilken han sandsynligvis er mest kendt for i den kunstinteresserede offentlighed.

Jens-Peter Brask runder et skarpt hjørne rent aldersmæssigt, og vil fremadrettet ikke længere tilhøre juniorafdelingen af danske kunstmæcener. Til gengæld er hans samling så omfattende, at det strider mod al sund fornuft at han inden, han når det halve århundrede i det hele taget har været i stand til at erhverve omkring 1.000 kunstværker af væsentlige danske og udenlandske samtidskunstnere.

Massivt illustreret

Hvordan markerer man så en sådan begivenhed? Man lader såmænd udgive en bog, som beskriver Brasks liv i kunsten - og her er samlerfunktionen blot en del af et større virke, der rækker langt ud over blot at erhverve sig kunstværker. 

Han formidler offentlige udsmykninger og i anledning af fødselsdagen har han skabt et auktionsinitiativ i samarbejde med auktionshuset Bruun Rasmussen i København samt et større antal kunstnere, der hver har doneret et værk til begivenheden, som skal skabe et overskud, der vil gå til foreningen Børns Vilkår og Børnetelefonen.

Den aktuelle og eksklusive bogudgivelse er naturligvis massivt illustreret med værker af de mange kunstnere, som befinder sig i Brasks samling. Jeg kan i flæng nævne amerikanske Eddie Martinez, John Copeland og Julian Schnabel, russiske Nicholas Koshkosh samt en perlerække af kunstnere fra den hjemlige samtidskunstscene. 

Brask indledte i øvrigt samleprocessen med at erhverve sig to tegninger af Michael Kvium. Så er man i gang, og bogværket, som kan fås med et både lyseblåt og gult omslag, viser helt tydeligt, at det ene kan føre noget andet og større med sig. 

Jens-Peter Brask fylder 50 år den 29. marts.