»Med så mange værker har det været en øvelse at præsentere dem optimalt i det labyrintiske hus, Silkeborg Bad er. Det er gjort så godt, det kan lade sig gøre og heldigvis er huset også fuldt af åbne blikke fra det ene rum til det andet, så værkerne på en fin måde taler sammen«
»Det har ikke været helt let at få ophængt og organiseret alle disse værker til en sammenhængende helhed. Kvaliteten er ikke vildt imponerende, og det er svært at finde kunstnere, der for alvor skiller sig ud og demonstrerer overraskende originalitet. Ingen nævnt ingen glemt«
Citaterne her over er hentet fra Carsten Bach-Nielsens anmeldelse i Kristeligt Dagblad (øverst) og Stig Windings tilsvarende i Midtjyllands Avis om udstillingen 'Unfolding Landscapes' på KunstCentret Silkeborg Bad.
Udstillingen kredser om ukrainsk samtidskunst, men den er blevet kurateret, inden russerne forvandlede store dele af Ukraine til et helvede på jord.
De to anmeldere står med hver deres mening om udstillingen. Bach-Nielsen giver generøst fem stjerner i Kristeligt Dagblad og Winding beskedne tre i Midtjyllands Avis, der diplomatisk i en lille artikel senere fremhæver, at udstillingen har fået generelt gode anmeldelser på forskellige medier.
Jeg besøgte udstillingen forleden dag, og det var faktisk noget nær i sidste øjeblik, da den lukker 1. maj.
Mit besøg var dog ikke arbejdsrelateret, så derfor behøver jeg ikke selv at mene noget, men skulle jeg det, havde jeg nok lagt mig et sted imellem de to nævnte avisanmeldere.
Jeg vedstår dog, at der er adskillige ret uvæsentlige kunstværker med på udstillingen, men bestemt også vedkommende og interessante indslag.
Sådan må det være, når mangfoldigheden prioriteres højt.