tirsdag den 5. april 2022

Påskeudstilling er stadig relevant

 

Rummet  her vil snart være fyldt op med kunstværker ved Kunstnernes Påskeudstilling (foto: KP-Spring)

For 30 år siden deltog redaktøren bag denne nyhedsside på Kunstnernes Påskeudstilling i Århus Kunstbygning. 

Siden er der sket meget, og oven i købet har kunstbygningen skiftet navn til Kunsthal Aarhus; men KP lever stadig på trods af alle odds. 

Der er som bekendt tale om en åben censureret udstilling, hvortil alle kan indsende værker til bedømmelse, og denne foretages af en jury bestående af fem anerkendte billedkunstnere. 

Således har Lilibeth Cuenca Rasmussen, Lars Heiberg, Peter Land, Jeanette Land Schou og Søren Taaning udvalgt 141 værker ud af 1651. 

Der er 67 kunstnere repræsenteret på udstillingen og ud af dem er 48 debutanter. I alt indsendte 350 kunstnere værker til bedømmelse. 

KP ledsages af et nyt initiativ, som man har kaldt 'KP22-digital', der som navnet antyder er en digital platform, der optræder online. 

Samtidig kan man, som det har været tilfældet i de seneste år, opleve udstillingen 'Spring', som viser et antal udvalgte kunstnere fra tidligere udgaver af KP. 

'KP-Spring' kan ses i Kunsthal Aarhus i perioden 9. april-8. maj, og jeg har i år planlagt at anmelde udstillingen.