»I Lüpertz' kraftfulde og til tider monumentale kunst kulminerer elementer som gentagelse, det ekstatiske og dramaet mellem kaos og orden, eller kampen mellem det fuldendte og det ufuldendte«
Således kan man læse i pressemeddelelsen fra Museum Jorn i Silkeborg, der netop har modtaget en omfattende donation fra den verdenskendte tyske billedkunstner Markus Lüpertz.
Højdepunktet i denne gave til museet og byen udgøres af en stor skulptur med titlen 'Judith', som netop er blevet afsløret foran museet (de tre øverste billeder).
Denne plads er dog ikke permanent. Det er meningen, at værket skal placeres med front ned mod parkanlægget Indelukket, der grænser ned mod Remstrup Å, som naturligvis er en del af Gudenåen.
Indvendigt i museet kan man nu se resten af den store donation, som bliver udstillet frem til d. 4. september.
Her handler det især om mindre skulpturer, værker på papir samt et par malerier.