Den sidste nedtælling

Truende skyer over Prenzlauer Berg i Berlin

Når disse linjer skrives, er der mindre end 24 timer til jeg befinder mig med udsigten, som bliver defineret på billedet herover. 

Det er taget i 2016 på balkonen ved en lejlighed i Prenzlauer Berg i Berlin, da jeg dengang fik tildelt et legatophold netop der, og nu har jeg igen fået tildelt ophold på stedet og jeg glæder mig naturligvis helt vidt til at illustrere steder i Berlin. 

Jeg har besøgt byen adskillige gange og mener dermed, at jeg er helt klar til at beskrive byen ud fra mine egne oplevelser, som dog oftest har afsæt i metropolens åndehuller og afkroge. 

Med andre ord: Jeg har planlagt et kombineret male- og skriveophold, og jeg vil denne gang være alene i hele august måned. 

Jeg bør nævne, at lejligheden tilhører Jyllands-Postens Fond, og jeg lover fondet, at jeg ikke spilder min tid dernede. 

Jeg opdaterer naturligvis mine oplevelser på blog'en her under hele opholdet.

 

Nedtælling #3

 

Max Liebermann var en tysk maler, der levede fra 1847 til 1935. Han boede ganske centralt i Berlin på adressen Pariser Platz, hvor han i 1933 kunne iagttage nazisternes fakkeltog, da Adolf Hitler havde overtaget magten i Tyskland. 

Den jødiske Liebermann fik efter sigende voldsomme brækfornemmelser af dette optrin, og det er paradoksalt, at hans sommerresidens Liebermann-Villa am Wannsee er beliggende blot få kilometer fra det sted, hvor Hitler og hans kumpaner besluttede at "fjerne" alle jøder fra Europa. 

Liebermanns hus er i dag museum for maleren og viser også skiftende udstillinger. Jeg besøgte stedet på en diset vinterdag for nogle år siden, men jeg er langt fra færdig med Max Liebermann. 

Således kan man se en stor udstilling med hans værker på museet Alte Nationalgalerie frem til d. 13. november. Den vil jeg ret sikkert besøge, når jeg i august befinder mig i Berlin.

Det er netop udstillingen 'My Liebermann. An Hommage' på Alte Nationalgalerie, der introduceres i videoklippet herover.

 

Den store match

 

Jeg skal være den første til at erkende, at akvarellen her fremstillende Jonas Vingegaard, da han passerer målstregen på bjerget Col du Granon, ikke er stor kunst. Den er tegnet af efter et avisbillede dagen efter, at Vingegaard for første gang kunne iklæde sig den gule førertrøje i årets Tour.

»De ville begge vinde. De angreb. Det var skønt. Det fik mig til at tænke på den store match mellem Laurent Fignon og Greg LeMond i 1989, hvor LeMond vandt med otte sekunder. Det er intet ringe sammenligningsgrundlag. Og jeg vil huske, da Vingegaard ventede på Pogacar, der var styrtet. Det vil blive stående. Det var en enestående gestus«

Ordene er fremsat af Jørgen Leth og gengivet i dagbladet Politiken i anledning af fejringen i København af Jonas Vingegaards imponerende sejr i årets Tour de France. 

Det var den direkte duel mellem netop Vingegaard og hans evige rival i løbet Tadej Pogacar, der gjorde løbet mindeværdigt - og så naturligvis, at Tour de France startede i København for en måned siden. 

Hovedpersonen selv var under fejringen ganske klar i mælet. »Det er helt fantastisk«, var den sætning, han mest gjorde brug af, når han blev bedt om at udtale sig. 

Jonas Vingegaard taler med benene, og dem var der ingen der kunne svare igen på i årets Tour.

Nedtælling #2

 

Det færdigbyggede Humboldt Forum ses her fra øst- og nordsiden (foto: Alexander Schippel)

Sidst jeg var i Berlin, tegnede der sig et mønster til et byggeri, som jeg har fulgt ret tæt hver eneste gang, jeg har besøgt byen i de senere år. Sidste gang var i begyndelsen af 2020 - lige inden coronapandemien brød ud for fuld kraft og dermed gjorde det besværligt at rejse ind og ud af Tyskland. 

Byggeriet skulle i lighed med Berlins nye lufthavn vise sig at blive præget af adskillige forsinkelser og enorme brud på budgettet. 

Jeg har hørt et tal, der ligger omkring fem milliarder danske kroner som slutprisen på Humboldt Forum, som er det nye Berliner Schloss' officielle navn. 

Som det antydes her, er der tale om en reorganisering af slottet, som nu er beliggende på en slotsplads, der fremstod øde og forblæst første gang, jeg/vi besøgte Berlin i 2012. 

Nogle år i forvejen havde bystyret fjernet Palast der Republik, som var DDR-styrets regeringsbygning og årsagen til, at man gjorde dét, var, at bygningen var decideret sundhedsskadelig at befinde sig i på grund af enorme mængder af asbest. 

Det oprindelige slot blev så medtaget af de allieredes bombardementer under 2. Verdenskrig, at DDR-bystyret i begyndelsen af 1950'erne besluttede at sprænge ruinen i luften frem for at genopføre den. 

Undskyldningen var, at slottet symboliserede kapitalisme og vestlig dekadence samt et udtryk for samme kulturs imperialistiske filosofier. Men nu står slottet der altså igen som en næsten en til en replica af det oprindelige bygningsværk. 

Dog bør nævnes at slottets østlige facade adskiller sig fra den klassiske arkitektur, der ellers præger slottet. Denne facade er modernistisk og minimalistisk i sit udtryk, hvilket blot får bygningsværket til at fremstå endnu mere underligt, end jeg antager, det oprindeligt var tænkt. 

Jeg tror muligvis ikke desto mindre, jeg vil aflægge Humboldt Forum et besøg, når jeg ganske snart drager til Berlin på et månedslangt ophold.   

'Må gerne berøres' kan nås endnu

 

Lars Abrahamsen: 'Havgenok', 2008, lamineret nåletræ, farvepigment og voks

»Skulpturerne er alt andet end flade. De er rummelige, de kan gås omkring, de kan befamles, åbnes og kigges ind i. De er abstrakte i skønne former, og de er genkendelige og hjemlige. Overfladerne har mærker og ridser, som var det linjer og rynker i ansigtet på et menneske, der har levet. Der er tale om patina og spor af liv«

Blandt andet sådan vurderer Nordjyskes kunstanmelder Troels Laursen udstillingen 'Må gerne berøres' med værker af Lars Abrahamsen og poesi af Eske K. Mathiesen, som finder sted på Skovgaard Museet i Viborg, hvor den kan ses frem til d. 7. august. 

Man skal med andre ord være hurtig, hvis man vil opleve den fine udstilling, men den kan klart anbefales. 

Laursen tildeler udstillingen fem ud af seks stjerner i avisen.

Nedtælling #1

Stjernearkitekten David Chipperfield har stået for den æstetiske del af renoveringen af Mies van der Rohes stramme udtryk af arkitekturen på Neue Nationalgalerie, der er beliggende i Berlins Kulturforum (foto: Neue Nationalgalerie/Simon Menges)

Fra 10 til nul: I dag er der præcis 10 dage til d. 1. august og dermed samme antal samme antal overnatninger i hjemmets seng, inden turen går til Berlin, hvor jeg har tænkt mig at tilbringe hele august måned i Jyllands-Postens Fonds bolig i bydelen Prenzlauer Berg. 

Der er ingenlunde tale om en ferietur, da opholdet i den tyske hovedstad i høj grad vil være tilegnet skrivning og udarbejdelse af kunstneriske arbejder med et naturligt udgangspunkt i Berlin og byens mange åndehuller og mere afsides beliggende kulturinstitutioner. 

Der er nok at tage fat på, men blandt de mere oplagte steder, som bliver behandlet, vil sandsynligvis være Neue Nationalgalerie, som blev genåbnet sidste år efter en kæmpemæssig renovering. 

Det er oprindeligt den store arkitekt Ludwig Mies van der Rohe, der tegnede museet i 1960'erne, men ved mit første besøg på museet for 10 år siden, kunne jeg konstatere, at museet fremstod ret "slidt", hvilket man senere tog konsekvensen af. 

Siden 2015 har området fungeret som en byggeplads; men nu er museet altså åbent for publikum igen - og jeg glæder mig til at se, hvordan stjernearkitekten David Chipperfield har løst opgaven med at genopfinde museet. 

Jeg sender naturligvis rapporter fra Berlin på hjemmeside og blog, når jeg er fremme.

 

Varmerekord for juli måned

Lige inden jeg skrev disse linjer, var jeg inde på en nyhedshjemmeside blot for at konstatere, at den varmeste dag i juli netop er målt på Lolland, og for så vidt er det faktisk pænt varmt her i Silkeborg, hvor jeg residerer. 

I sådan en varme er det fristende at søge mod kysten, og det gjorde jeg naturligvis. Tegningerne herunder er naturligvis med smukke og nøgne mennesker som motivisk udgangspunkt - og der er ingen selvportrætter imellem.
 

Værkstedet d. 20. juli 2022

 

Hjerter til 'Gogo'

 

Gengivelsen her viser, at der er masser af luft mellem værkerne - her af Kirsten Ortwed - i Den Frie Udstillingsbygning.

»Tre sprog henvender sig med hver sin karakteristiske tydelighed til publikum: et sprog af ord, et fotograferet sprog, et tredimensionelt sprog. Intet ved disse sprog virker umiddelbart fælles. De formulerer sig i forskellige skalaer og tider og abstraktioner og bogstaveligheder, der ved første øjekast er langt fra hinanden, men jo mere man kigger, jo mere samles de«

Citatet stammer fra en anmeldelse af en udstilling, som for tiden kan ses i Den Frie Udstillingsbygning i København, og det er Politikens anmelder Nanna Friis, der har besøgt udstillingen 'Gogo' med værker af Kirsten Ortwed, Rosemarie Trockel og Lawrence Weiner. 

I udtryk ligger, som Friis også så rigtigt antyder, de tre kunstnere langt fra hinanden, og måske er det den kendsgerning, der afstedkom, da jeg så udstillingen for nylig, at jeg ikke mener, at alt er lykkedes i disponering og kuratering. 

Til gengæld giver Politikens anmelder udstillingen et glimrende skudsmål. Hele fem ud af seks mulige hjerter bliver givet generøst til 'Gogo', som kan ses frem til d. 14. august.

Værkstedet d. 18. juli 2022

 

Angsten i Grænselandet

 

Detaljer fra kunstnergrupperingen SIGNA's installation 'Forbi en himmel' på udstillingen 'Angst' på Kunstmuseet i Tønder.

Kunstmuseet i Tønder befinder sig helt naturligt i Grænselandet og den dansk-østrigske gruppering SIGNA har ifølge museets formidlingsmateriale med installationen 'Forbi en himmel' skabt et mystisk og urovækkende grænseland indenfor på museet. 

Der er i alle henseender tale om et trist miljø på kanten af virkeligheden - mere tankevækkende end smukt, men svært at slippe sådan lige. 

Udstillingen 'Angst' rummer flere indslag end det nævnte og dem vil jeg naturligvis beskæftige mig med i den anmeldelse af udstillingen, som jeg i skrivende stund er i fuld gang med.

Kvikt besøg på det nyrenoverede kunstmuseum i Vejen

Jeg har stort set altid haft en stor forkærlighed for Vejen Kunstmuseum, da det i mine øjne er et museum, der altid har fremstået som et kunstmuseum bør. 

Derfor var jeg også spændt på, hvordan museet i dag ser ud efter tilføjelsen af en ny tilbygning. 

Det blev dog et hurtigt besøg i det genåbnede museum, da museet er næsten umuligt at finde, da man fra Vejen Kommunes side ikke har fundet det ulejligheden værd at foretage en kvalificeret skiltning, som måske kunne vise et potentielt publikum frem til lokaliteten. 

Således havde jeg cirka et kvarter til at bese museets nye miljø, og dette korte besøg kunne have varet det dobbelte, hvis jeg havde kunnet finde vej. 

Fra stationsbygningen i Vejen er det ganske nemt at finde Vejen Kunstmuseum, men i bil er det umuligt. 

Samtidig er der ingen beskrivelser af de udstillede værker, men det skal tilskrives, at man har haft en vandskade lige op til genåbningen, så det kan jeg udtrykke en vis forståelse for. 

Jeg glæder mig imidlertid til at besøge museet igen, når der er mere tid til rådighed.
 

Ballehage Strand

Umiddelbart syd for Aarhus Centrum finder man Ballehage Strand, som er en lokalitet præget af en vis socialisering. 

Man vælger dog heldigvis selv, om man vil deltage eller blot nyde udsigten til Aarhus' skyline, der i det seneste år har fået tilføjet højhuset Lighthouse, som vistnok er Danmarks højeste beboelsesejendom. 

Det er også morsomt at følge bådfolkets færden på Aarhus Bugt. Kajakroere, sejlbåde og større fartøjer kan iagttages ligesom Molslinjens hurtigfærger, der ofte på grund af færgernes hækbølger skaber en form for undtagelsestilstand på stranden. 

En gang imellem hører man en gennemtrængende brummelyd, men det er såmænd blot en vandflyver, der servicerer folk, som har et ærinde i hovedstaden. 

Jeg tegner blot!
 

Værkstedet d. 13. juli 2022

 

Koreansk stjerneskud i et par uger endnu

 

»Yang trækker på kulturhistorier og traditioner med en glubende appetit, samtidig med at hun med stor ildhu inddrager populærkultur, industrielle metoder og nutidige tilgange. Alt sammen på tværs af europæiske og asiatiske skel og på tværs af etablerede trossystemer og folkloristiske traditioner. Hendes værk er båret af en grundlæggende mistillid til, at der findes én autentisk monokultur. I stedet peger hun på de overlap og spejlinger, som eksisterer mellem tilsyneladende fjerne, modsatrettede og forskelligartede idéer og udtryksmåder«

Lyder teksten herover som noget akademisk plidder-pladder oppebåret af lidt for mange adjektiver, skal det i hvert fald ikke være formidlingen, der forhindrer et besøg på Statens Museum for Kunsts udstilling med den sydkoreansk fødte kunstner Haegue Yang. 

Udstillingens titel 'Double Soul' siger måske mere end de mange ord, der formidler denne glimrende udstilling, som kan ses i ganske kort tid endnu. 

Den slutter d. 31. juli, så der er lige et par uger at løbe på, hvis man vil opleve en ganske kompleks iscenesættelse på nationalgalleriet.