mandag den 12. september 2022

ARoS søger kunstnerisk programdirektør

 

ARoS udstiller for tiden totalinstallationen 'Berl-Berl' af Jakob Kudsk Steensen.

En ny stilling er slået op hos kunstmuseet ARoS, og der er ikke tale om en overinspektør eller en kurator, men derimod en såkaldt kunstnerisk programdirektør, som formentlig skal afløse Lise Pennington, der netop fungerede som overinspektør på museet - og faktisk konstitueret som direktør i en periode - inden hun tidligere på året fratrådte af en årsag, der aldrig er blevet formidlet af en ellers meget kommunikationsvenlig institution. 

I beskrivelsen af den nye stilling hedder det blandt andet:»Den rette kandidat har allerede et stort internationalt, kunstfagligt netværk og forbindelse til kunstnere og har erfaring med ledelse af kunstneriske teams. Du har et indgående kendskab til museumsbranchen og erfaring med ledelse af kunstmuseer eller lignende institutioner. Ideelt set har du været chefkurator eller direktør for et museum med udstillinger og samlinger af ældre kunst, moderne kunst og samtidskunst«

Det er altså et stort brød, man skal gabe over i jobbet, og mener nogle af læserne af denne blog, at de besidder egenskaberne, er ansøgningsfristen d. 1. oktober. 

Man forventer, at den nye medarbejder tiltræder 1. december.