fredag den 23. september 2022

Nørderi og fedtlapudstilling på Museum Jorn


Det er i sandhed en speciel udstilling, som netop i disse timer gøres klar til åbning på Museum Jorn i Silkeborg. 

Omdrejningspunktet er et galleri - Daner Galleriet, der fungerede i det indre København i 1970'erne under ledelse af bankfuldmægtig og kunstsamler John Hunov, og perspektiveret i nutiden, hvor alt drejer sig om omsætning og indtjening, må man sige, at dette projekt selv i samtiden var usædvanligt. 

Galleriet lavede diverse udstillinger med vidt forskellige og danske og internationale kunstnere, hvoraf en del stadig er i live. 

Jeg vil tro, at en sådan udstilling vil tiltrække et ret nørdet segment af kunstinteresserede, og beskrivelsen "fedtlapudstilling" skal bestemt ses positivt, da jeg selv overordnet er mere vild med marginalt forankrede udstillinger, der især står som historiske vidnesbyrd, end jeg er tiltrukket af al den bling og plang, man efterhånden oplever flere og flere steder i museumsrummene. 

Udstillingen 'Fra banken til Beuys' kan ses på museet i Silkeborg frem til d. 16. december, og værket samt beskrivelsen, der ledsager dette blogindlæg, er kreeret af Poul Pedersen - også kendt som "Bogstav-PP".