onsdag den 4. januar 2023

Pæne besøgstal på museerne

 

Trapholt viste i 2022 blandt andet Erik A. Frandsens udstilling 'Giottos metode'.

»Vi er meget stolte over det høje besøgstal, som vidner om, at Trapholt er et populært sted at besøge for både danskere og turister«


Udtalelsen er fremsat helt tilbage i november 2022 af museets direktør Karen Grøn, da det stod klart, at kunst- og designmuseet Trapholt i Kolding ville slå den tidligere publikumsrekord fra 2019, hvor 98.631 personer besøgte Trapholt. 


Der er ingen tvivl om, at anmelderroste udstillinger med Erik A. Frandsen og ikke mindst den farverige satsning med Verner Panton har givet det smukt beliggende museum ved Kolding Fjord et besøgsboost


Trapholt står dog ikke alene med fine besøgstal. I dagens udgave af Politiken kan man læse, at Statens Museum for Kunst har haft 492.579 gæster i 2022, hvilket muligvis kan tilskrives en stor udstilling med Henri Matisse i hovedrollen. 


ARoS i Aarhus har haft 514.332 gæster i udstillingerne, om hvilket museets direktør Rebecca Matthews i Jyllands-Postens Aarhus-sektion udtaler»Vi sætter barren højt, og samlet set synes vi selv, at vi har sammensat et program, der vil begejstre og gøre gæsterne nysgerrige. Derfor har vi også en forventning om at tiltrække endnu flere besøgende i 2023«. 


ARoS rundede 2022 af med at præsentere programmet for 2023 ved et storstilet arrangement. 


Noget sådant kunne de øvrige kunstmuseer i regionen tage ved lære af. Det har således været umuligt for mig at finde ud af ved besøg på museernes websites, hvilke udstillinger HEART i Herning og Museum Jorn i Silkeborg viser i 2023.