mandag den 20. marts 2023

Tasker med indhold og udtryk

 

Et sensuelt og udtryksfuldt eksempel på en taske: Læbe clutch, 1994. Akryl. Lulu Guinness, Italien (foto: Expona)

Når jeg rejser rundt i Jylland med henblik på at iagttage diverse udstillinger, medbringer jeg en taske. 

Den er sort og udført i en form for kunststof og altså ikke i pangfarver og i patineret kærnelæder. 

Funktionen er, at tasken skal være diskret og praktisk. Den kan som oftest rumme et udstillingskatalog eller en bog i A4-størrelse foruden de notes- og skitseblokke, jeg selv medbringer foruden det uundværlige lille kamera. 

Anderledes vil en udstilling, der ganske snart åbner på Køn - Gender Museum Denmark i Aarhus, vise taskens udtryk og historie snarere end indhold. 

Udstillingen 'Carry Me' forventer jeg viser et langt mere sprudlende udvalg af tasker, end hvad jeg kan præstere med min praktiske hånd- og skuldertaske. 

Jeg har planlagt at besøge udstillingen, som kan ses på museet i Aarhus frem til d. 30. december 2023.